15 minutters opmærksomhed.

Du kender sikkert frasen “15 minutes of fame”. Du har sikkert også set en masse begive sig ud på jagt aften disse 15 minutter. Og 15 minutter er også nogenlunde passende længde for et velskrevet og viralt Facebook opslag eller et smart og personligt klip på Youtube. Måske er 15 minutter lige længe nok, men (hashtag) #attentionspan er også blevet forkortet siden frasen blev, ja, kendt.

Jeg har selv været meget i medierne de senere år. Har også mærket opmærksomheden derefter. I hvert fald en af slagsen. Men alligevel, så virker det hele, som om at det aldrig har varet mere end 15 minutter. Tilsammen. Også selv når der har været nye landsdækkende shows at tilføje. Så har turen stadig kun varet 15 minutter. Måske med nyt brandstof, men stadig samme afstand. Fra start, til hvor jeg står nu. Det er altid sjovt, og jeg vil gerne prøve igen. Igen og igen. Det bliver aldrig kedeligt, men altid foranderligt og stadig alligevel midlertidigt.
Men hvad er så med på turen? Hvad hænger fast hele vejen? Hvad er uændret og aldrig glemt?

Hvad er varende?

Det er de minutter, hvor jeg har haft opmærksomhed. Opmærksomhed sammen med nogen. Og det er denne frase alle fortjener. Den frase alle bør kunne forvente: “15 minutters opmærksomhed”. Et samvær med en opmærksom anden. Den opmærksomhed, den oplevelse, og den tilstand. Den er med. Du er er med. Hele vejen. Igen og igen. Også når viriliteten, hov undskyld, viraliteten er blevet gammel. Så har du et øjeblik, som varer for altid.

Så det er min opfordring. Giv en anden din opmærksomhed. Bare i den korte tid der varer for evigt. Giv den ikke ødslet og heller ikke nærigt, men start med at definere hvad “opmærksomhed” er for dig. Og giv den til en anden. Bare 15 minutters opmærksomhed. Det kan ændre en andens liv. 15 minutter kan med garanti være hvad der skulle bruges, for at få hjertet til at ville banke flere slag. Det er så kort tid og alligevel så sjældent. Men hvis du ved hvad det vil sige at have en andens opmærksomhed, så ved jeg, at du også vil vide, hvordan du giver din til en anden.

Tak, hvis jeg havde din.