Firkantede øjne – en billedbog hvor vi spiller.

1024px-girl_plays_pac_man

Med dette projekt, samler jeg spilminder med tekst og billeder, fra en elektronisk kultur, der fandtes både før og efter den kom online. Produktet bliver en coffeetablebook og en blog.

Har du et billede af dig selv, som lille eller fra for nyligt, hvor du spiller arkade/konsol/bip bip/computer/gameboy eller andet elektronisk spil og har du en spilhistorie fra dit liv, du vil lade mig dele, så skriv. Jeg kan godt bruge poloraid og andre analoge billeder, da jeg scanner dem og sørger for de bliver i flot opløsning. Så find fotoalbumsne frem, boot den gamle harddisk op eller gå clouddrevet igennem og jeg er sikker på, at minderne dukker op.

Spilkulturen har mange udtryk og mange historier og det slog mig, at jeg har ikke et eneste barndoms-billede, hvor jeg selv spiller videospil. Som lille vandt jeg endda to spillekonsoller, over to gange, fordi jeg satte højeste high scores i nogle lokale spilkonkurrencer på Lolland. De manglende billeder står tydeligt i min indre mindebog og jeg vil brændende ønske, at jeg kunne vise jer alle den glæde jeg følte dengang. Det var en tid før kameratelefoner og en tid hvor man sparede på filmen og helst tog billeder fra ferier, hvor naturen tilsyneladende skulle være den bedste legeplads eller tog billeder af fødselsdage, hvor lagkagen er fanget på et halvbelyst stadie og lettere pletfugtet i et forsøg på ikke at have nogen kærester. De manglende billeder i mit liv skyldes ikke, at jeg var en dårlig taber, og aldrig var foran skærmen, nej, det skyldes måske mere, at jeg var så opslugt af dette anderledes, elektroniske og alternative spilunivers. Jeg var barn i en tid, hvor forældre generation frygtede, at firkantede øjne var farligere end tennisalbuer og løberknæ. Men jeg er sikker på, at der har siddet, og stadig sidder, smilende medspillere foran skærmene rundt om i Danmark, hvor blitzen har formået at fjerne vores opmærksomhed fra spiluniverset, et kort millisekund, IRL.

Jeg håber at kunne vise, at videospillet har været vennen, der stod klar til at lege, hele tiden og altid. Vennen der har udviklet sig med os og sat power på fantasien. Spilleglæde er livsglæde, så lad os dele den med hinanden.

Hvis du vil være med i bogen: Så send mig din historie, ny som gammel, der beskriver en vigtig oplevelse med elektronisk(e) spil. Det kan være programmeringen af de første spil, jule/fødselsdagsgaven der ramte plet, dagen du gennemførte dit sværeste spil, animationen du sendte til Troldspejlet, LAN partiet, Minecraft oplevelsen med din familie, eSportsdeltagelser eller noget helt andet. Der er så mange historier, og jeg glæder mig til, at vi sammen kan bladre dem igennem.

Bonus:
Som en bonus til projektet, kunne jeg også godt tænke mig, hvis folk stødte på noget musik de har lavet på deres computere. Selv lavede jeg Amiga 500 musik, og skal gå stakken af disketter igennem, for at se, om der stadig er noget “interessant” imellem. Det er også muligt, at nogen sidder derude, med et nyere sprødt track, som viser vilde skills og gerne støtter projektet med det. Det tager jeg naturligvis også imod. Er der nok der sender mig deres produktioner, så lægger jeg det på Spotify og til gratis download. Det kunne være sjovt, med et soundtrack til bogen der spænder over tidlige blip blop 8-bit tracks, midi eksperiment til nyere crisptoner.

-Tilslut dig Facebooksiden her:

http://www.facebook.com/firkantedeojne/