Kommentar til “Kvindernes kampdag”.

Kvindernes kampdag lyder som noget jeg ikke skal blande mig i. Men det er svært at lade være, da det omhandler os selv og jeg tænker at vi må have interesse i at se mennesket være ligestillet med mennesket .

Mit forslag er: Slå mændenes og kvindernes kampdage sammen i lighedens navn og hold det to gange årligt. Der er nok at tage fat på. Og nu vi er igang, så lad os tage en ekstra kampdag i respekt for gruppen der hverken er mænd eller kvinder.

Vi er sammen om det her og det skal hverken være særligt feminint eller maskulint, det er simpelthen medmenneskeligt.

Når vi kæmper for ligestilling kan vi glædes ved det fremskridt der er opnået. Det bygger på tidligere og daglige kampe, kommentarer, dialoger og handlinger. Det bygger på viden, udfordring af og samtidig opgør med traditionel tænkning. Det er her kampen og successen findes. Med andre ord, så bygger den positive ligestilling ikke på et tidligere værdisæt – altså at man tænker et og nu noget andet. Det er ikke altid nødvendigt at se sig tilbage og se hvor man kommer fra, når man ved hvor man vil hen. Det er i handlingens udvikling at vi finder kampen i forandringen vi finder successen. Målet, det må vi altid forholde os til, og vejen dertil vil altid kræve en ny gang.
Mit eget stille opråb lyder herfra:

Tiden er en anden i dag og det skal vi benytte os af. Traditioner kan virke trygge, men også blokere for nytænkning. Om noget, så er det det vi skylder fremtiden, at kampen idag ikke kæmpes som for 50-100 år siden. Vi står med en ny åbenhed, nye relationer , nye muligheder og nye værdisæt. Det skal vi glædes ved, men også respektere nok til at udvikle os videre fra dette, hen mod et mål, som optimistisk kræver alle menneskers opmærksomhed

.